Ordblinde unge på Hjembæk Efterskole på Vestsjælland får nu mulighed for at prøve kræfter med transport og logistik. Det sker med støtte fra ATTA Fonden, der bl.a. er delejer af en række transport- og logistikvirksomheder.

Med midlerne fra ATTA Fonden har efterskolen bl.a. investeret i ATV’er, diverse udstyr og lastbilsimulatorer. Redskaber, der skaber rammerne for et nyt fag med fokus på transport og logistik, og som efterskolen ellers ikke ville have økonomi til. Det fortæller viceforstander Thomas Vinther.
− Alle eleverne kæmper med ordblindhed, og de har ofte oplevet nederlag i skolesystemet. De lærer bedst gennem praktiske og erfaringsbaserede aktiviteter, og det her nye fag passer perfekt til deres behov. Derfor er vi meget glade for at tilbyde det. Det er en konkret investering i elevernes fremtid.
Et personligt engagement
Bag oprettelsen af ATTA Fonden står Thorkil Stæhr Andersen og Annie Stæhr Thomsen, der er gift og sammen med deres døtre driver forskellige virksomheder inden for transport og logistik.
− Vi har igennem mere end 35 år drevet virksomheder inden transport og logistik, og i forbindelse med et generationsskifte oprettede vi ATTA Fonden, der er medejer af TA Logistics A/S og ejer af bl.a. Frode Laursen A/S, Skanol A/S og Kaj Madsen A/S. Det er vores opfattelse, at der lige i transportbranchen er gode muligheder for en god karriere, selvom man er ordblind, fortæller de, mens Thorkil Andersen fortsætter:
− Jeg er selv ordblind, og Annie har som tidligere gymnasielærer mødt mange børn, der kæmper med ordblindhed. Derfor ved vi, hvor meget det kan spænde ben, og hvor ondt det kan gøre. Men vi ved også, hvor langt kan komme, hvis man får den rette støtte og de rigtige værktøjer. Derfor ønsker vi at støtte andre i at finde deres plads i livet og skabe håb om en god tilværelse, forklarer Thorkil.
ATTA Fonden har tidligere finansieret evalueringen af Doolexia, et computerprogram til daglig træning af stavning og læsning. I alt 524 skoleelever på 4.-8. klassetrin og 54 lærere fra 29 skoler deltog i evalueringen, der viser, at indsatsen hjælper eleverne til at stave og læse bedre, og at effekten holder ved et halvt år efter, at Doolexia-forløbet er afsluttet. Forventningen er, at ATTA Fonden i årene fremover også vil støtte forhold inden for transport og logistik.
Et muligt vendepunkt
Som de første i deres familier med en uddannelse ved Thorkil Andersen og Annie Stæhr Thomsen begge, hvor stor betydning en uddannelse – faglig eller boglig – kan have. Og for eleverne kan det nye fag også blive et vigtigt skridt mod selvtillid og videre uddannelse, vurderer Thomas Vinter.
− Undervisningen giver eleverne en faglig succes og personlig udvikling. De oplever, at de kan lykkes – noget mange ikke har prøvet før. Det giver selvtillid, og for flere bliver forløbet et vendepunkt, hvor kan se sig selv i et uddannelsesfællesskab og et fremtidigt arbejdsliv, forklarer han.
Det gælder bl.a. for 17-årige Cecilie Cramer, der er en af eleverne på det nye linjefag:
− Folkeskolen var lidt svær, men det er ikke tilfældet på efterskolen, hvor jeg har fået mange venner, og hvor undervisningen er mere praktisk. Ikke mindst i det nye fag, som jeg glæder mig til hver uge. Teoriundervisningen er vildt spændende, men især fordi vi kan koble det op på øvelserne i simulatoren og på ATV-banen, mens det er frisk i erindringen. Så jeg er meget glad for det nye fag, fortæller hun.
Kontaktpersoner
Hjembæk Efterskole:
Thomas Vinter, viceforstander +45 61 55 77 77 viceforstander@hjef.dk
ATTA Fonden:
Thorkil Andersen +45 40 64 05 79 thand@ta-logistics.dk
Eller
Annie Stæhr Thomsen +45 22174024
